Du kan også læse dette på den våde biotop:
Foran dig ligger den øverste af de tidligere syv klosterdamme, som muligvis blev anlagt som et ekstra vandreservoir i midten af 1700-tallet (bemærk: Rumbecker-hammeren gik i drift i 1750). Vandafledningssystemet blev ødelagt af den preussiske skovadministration efter 1827 for at få yderligere plads til træproduktion. Til dette formål blev dæmningerne gennemboret på det tidspunkt.
De seneste kraftige regnbegivenheder har udhulet åbningen af hoveddæmningen og vandløbets bugtende virkning på sidedæmningen og dermed alvorligt beskadiget det arkæologiske monuments substans. Med akkompagnement og støtte fra HSK's lavere landskabsmyndighed sikrede og supplerede foreningen "Dorf und Kloster Rumbeck" de angrebne dele af dæmningen. Den altid aktive naturlige tilstrømning fra den vestlige skråning består af flere åer, der dukker op fra stilegemet på "Lehmweg" (som du står på).
Oprindeligt blev nedsivningsvandet fra bjergsiden opsamlet i kanaler fra kilderne på bjergsiden og ledt til dammen via hovedopsamlingsgrøften (bag dig). Til dette formål blev stien, der stadig var meget våd for 250 - 300 år siden, krydset under med RIGOLEN og drænet samtidig. Rentgravene er små kanaler i lerlaget, som er lavet med håndlagte stenplader og holdt et hulrum åbent. Da bifloderne, som tidligere kun var sivet, blev åbnet op af den kraftige regn, opdagede man ved et tilfælde udløbet af en sådan rende.
Opsamlingssystemet på bjergsiden er næppe funktionelt på grund af grøfternes humusoverbelastning. Kildevandet, som alligevel siver ned, presser sig tilsyneladende ind i det humuslag, der ligger under stien og begravet for omkring 150 år siden, og som i starten suger vandet som en svamp og transporterer det på langs i stiens retning. Den kommer frem igen ved de gamle skyttegrave og løber mod dammen.
Foran dig ligger en moderne våd biotop, der er blevet optimeret med overskuelig indsats og vil berige Mühlbachtals fauna i fremtiden.